Svendborg Sejlerskole


Politikens Ship Ohøj

     

At sejle er at leve

(og man behøver ikke bruge en hel vinter på aftenskole for at lære det!)

Da jeg blev halvtreds, besluttede jeg mig for, at jeg ville lære at sejle - rigtigt. For det er ligesom ikke mig, min fremtid eller en såkaldt meningsfyldt pensionisttilværelse at spille golf eller bridge. Og jeg har sejlet jolle meget som barn, læst samtlige Troels Kløvedal og Erik Wedersøe romaner, så sejlads så simpelthen sjovere ud.

Men jeg kendte også mig selv og mit arbejdspres godt nok til at vide, at det næppe ville lykkes med at melde mig til et aftenkursus og sidde i madpakkehørm hver tirsdag aften kl. 19-21 fra september til april for at lære et søkort at forstå o.s.v.

Så da jeg læste om Svendborg Sejlerskole i Politiken - og om, at man kunne få duelighesbevis på en - EEN - uge ved at ofre 8.000 kr. på en tur med dem ved Canarieøerne i marts, var jeg på. Og fik mailet, telefoneret og snakket så meget med de to gode mennesker, Niels og Ann, at jeg frejdigt stillede op i Kastrup og mødte de andre vildtfremmede sejlertossede, fløj til Tenerife og påmønstrede en af de to dejlige 34 fods sejlbåde, Niels og Ann havde chartret.

Første eftermiddag så vi delfiner

Vi kom ved to-tiden og allerede samme eftermiddag satte vi sejl i fællesskab, fik undervisning og lidt teori - og eventyr! Delfiner dansede om båden, så vi var ved at falde om af benovelse og lykkefølelse og forventninger om ugen, der kom.

Spiste på land og lærte hinanden at kende, aftalte beløb til fællesmadkassen og proviantering næste dag. Ca. 100 kr. pr. mand skulle gøre det - med alle drikkevarer incl. (og der manglede ikke noget!)

De næste 6 dage fik vi skiftevis teori og praksis - lærte mand-over-bord i Atlantens høje, omskiftelige bølger - fik forståelse for sejlføring, kompas, søkort og pejlinger. På en helt anden, håndgribelig måde, tror jeg., end hvis vi havde siddet på en kommuneskole og drukket kaffe i november. Det var noget med at lære teorien først, afprøve den i praksis ret efter!

Grindehvaler Ved Kanarieøerne?

Vi havde også nogle fantastiske naturoplevelser. For selvfølgelig ser man meget mere fra søsiden end fra landsiden. La Gomera øen - en dagssejlads fra Tenerife - har f.eks. nogle fantastiske bjergformationer, man KUN kan opleve fra søen. Vi mødte flokke af grindehvaler - som jeg ellers kun troede fandtes ved Færøerne.
Vi gik i land i idylliske havnebyer, spillede og sang med de lokale, prajede taxa på havnen og tog op i frodige bjerge i Valley Gran Rey - og Niels og Ann sørgede for kulinariske aftensmåltider om bord. Jeg havde sgu aldrig troet, at muræne kunne smage så vidunderligt på agterdækket!

Kort sagt, det var en fornøjelse at være med. Men kunne vi nu overhovedet sejle? Vi skulle jo møde i Svendborg en måneds tid efter hjemkomst og stille til både den teoretiske og praktiske del af duelighedsprøven. Havde vi lært en disse - eller havde vi bare haft en lidt anderledes charterferie?

Eksamen i Svendborg!

Vi blev udstyret med rigtigt mange oplysninger og papirer om, hvad vi skulle kunne og ikke kunne fra Svendborg Sejlerskole efter hjemkomsten. Og jeg var ved at tisse i bukserne som så mange andre - jeg har været eksaminator i 30 år, men det var første gang i så mange år, jeg selv skulle til eksamen. Og der var rigtigt mange ting og søfartsregler, vigepligter, tågesignaler o.s.v., man bare skulle kunne på fingerspidserne.

Måske var det alligevel lidt overdrevet - dét med, at man kunne lære det hele på x uger, som andre bruger måneder på? Og havnemanøvrer for pokker? Vi havde jo knap nok prøvet dem på Tenerife...

Fortrøstningsfuldt drog vi gamle kammerater fra Tenerife alligevel til Svendborg i begyndelsen af maj og fik 1˝ dags repetition og praktiske øvelser i havn og på søen, før den søfartskyndige arriverede søndag eftermiddag. Nogle af os var ved at afstå fra overhovedet at gå op! fordi det var så svært at fatte det med retvisende og misvisende kurs.

Men Niels og Ann var enestående gode pædagoger til voksne. Og næste dag klarede alle vi 4, der turde gå op, skærsilden. Og har nu fået et fint blankt blåt bevis på, at vi er duelige sejlere og kan leje en båd overalt i verden, hvis vi lyster det.

Jeg selv tænkte nu, at jeg nok skulle lære en anelse mere, før jeg kaster mig ud som skipper. Så jeg stillede mig op på kajen i den lokale sejlklub - og har nu uendelig meget glæde af at være gast på en 34 fods til de ugentlige hyggekapsejladser mod naboklubben på Øresund.

Og forresten: Så har jeg også tænkt mig at melde mig under splitflaget, når Svendborg Sejlerskole tørner ud fra Caribien til vinter. For hvordan i alverden kan man ellers få opfyldt sine Kløvedal drømme inden for overskuelig fremtid?

Annemette Allerup 51 år, Nivå

Til tops!

Tilbage til forsiden

Til forsidenTil forsidenSvendborg Sejlerskole
Havnepladsen 4B 5700 Svendborg
tlf. 6222-4250 Mobil 2021-4250
e-mail: Niels@Svendborg-Sejlerskole.dk
http://www.svendborg-sejlerskole.dk